Oplev her en tur til Pistoia set med den erfarne rejseleder Ole Dyck-Madsen øjne:

Pistoia er én af de ukendte byer, som manger overser, når de rejser til Toscana, men ikke desto mindre en af 10 provinshovedstæder. Byen har små 100.000 indbyggere.Og det er ét af mine absolutte favoritsteder i både Toscana og Italien. Men det handler måske i høj grad om mit første indtryk af Pistoia.

Det var en varm, meget varm, junidag og efter 4 timer i bil glædede jeg mig til at finde mit værelse på ét af byens små hyggelige Bed & Breakfast-steder. Jeg parkerede udenfor murene. Italien er ét af de lande i verden med flest biler per 1.000 indbyggere (mere end 600), og de gamle byer er heldigvis så godt bevarede, at de simpelthen ikke kan overkomme den voldsomme trafik, og derfor vidste jeg af erfaring, at en parkeringsplads ville blive svær at finde tæt på centrum. Og egentlig så kalkulerer man med 5-10 parkeringsbøder om året i Italien i privatbudgettet…

I hvert fald parkerede jeg langt udenfor centrum og mente, at der nok var 5 minutter at gå ind til Domkirke-torvet, hvor også turistinformationen ligger. I øvrigt nok Italiens bedste og venligste turistinformation, super organiseret og man finder sågar mange informationer på dansk.

Efter en 20 minutters varm, meget varm, gåtur med en tung rejsetaske nåede jeg Piazza San Francesco og indså dermed at jeg havde gået ligeså langt forbi domkirken, som der jeg startede fra. Yderligere 10 minutter tilbage til turistinformationen og endelig kunne jeg spørge, hvor den lille Bed & Breakfast lå. Utrolig hjælpsomhed, de ringede dertil og der var kun 5 minutter at gå.

Anna og Giovanni

Endelig fremme! Og så opdagede man blot at værelserne lå på 4. sal uden elevator, nå pyt, man var jo ved at komme ind i rytmen. Og jeg fik derved bevist for mig selv, at jeg er dansk og ikke italiensk. En ægte italiener bevæger sig ikke mere end 5 meter uden sin bil, det er derfor, at man ser biler overalt med nødblinkene tændt. Der er jo ingen grund til at lede efter en parkeringsplads, hvis man bare lige skal noget hurtigt – så både i fodgængerovergange, bag skjulte hjørner og alle andre opfindsomme og håbløse steder, står der italienske biler med nødblink.

Pustende og stønnende nåede jeg op til Canto alla Porta Vecchia, som BB’en hed. En velpolstret dame åbnede døren med en hel strøm af toscansk dialekt, hvor varme, trapper og andet havde sin væsentlige del i, at jeg ikke forstod ret meget. Men da Signora Anna, som min værtinde hed, indså at jeg var udlænding slog hun elegant over i ”rigsitaliensk” og så gik det meget bedre. Stadig uden at stoppe talestrømmen viste Signora Anna mig ind i mit værelse. Oj da, det var en overraskelse, 5 meter til taget, stor antik seng og 150 år gamle fresker i loftet, en drøm af et værelse!

Da talestrømmen stoppede (hun skulle sikkert lige trække vejret) fik jeg sat min taske ind og så begyndte talestrømmen ellers igen, men denne gang med ord som koldt, øl, glas og hun havde min udelte opmærksomhed! En kold øl blev serveret (uden beregning) i dagligstuen, som også fungerer som morgenmadssal for de logerende og for Anna og hendes mand, Giovanni. Giovanni er ”geometra”. Jeg har aldrig helt forstået forskellen mellem geometra, ingeniør og arkitekt, selv om jeg desværre har haft behov for dem nogle gange.

Pistoias middelaldergyder og torve

Endelig var det tid til at gå ud og se på Pistoia. En lille og kompakt bykerne mødte mig med små gamle snævre middelaldergyder, hvor det ene lille hyggelige torv efter det andet afløste hinanden. Men som et ægte studiebesøg blev det først domkirken og dåbskapellet. Begge imponerende, men de stod trods alt ikke mål med selve Domkirketorvet, som er ét af Italiens smukkeste.

Bag dåbskapellet fandt jeg markedstorvet, helt guddommeligt. Her fandtes mængder af frugtboder og bare duften fik tænderne til at løbe i vand. Og på dette torv opdagede jeg for første gang et Italien, som var engang. Før de store shoppingcentre ude på landet. De virker nærmest i dag som Italiens vigtigste valfartssteder. I hvert fald finder man det halve Italien disse steder lørdag formiddag. Utroligt, at med så meget smukt i dette land, så bruger de en hel dag i moderne shoppingcentre. Men i Pistoias bykerne var det helt anderledes. Her lå charcuterie-handleren, som kun handlede med skinker og pølser. To huse længere henne lå mejeri-udsalget. Her var der lokale oste i alle afskygninger og i den ene sidegade lå så slagteren, som hverken solgte pølser eller oste eller vine, men derimod kød.

”Undervisning” i Pistoia

Denne aften i Pistoia fandt jeg et lille pizzeria på torvet, men hvordan aftenen forløb står mig lidt uklart i tågerne af synet af mørkhårede skønheder, der gik tur, en flaske Chianti og, vist nok, en grappa også…
Da jeg næste morgen skulle videre til Firenze ville jeg af sted tidligt, så jeg var klar til morgenmad ved 8-tiden (ikke den italienske variant, men den med lidt skinke og ost også). Her mødte jeg så Giovanni, Annas mand. Hvis jeg havde troet, at Anna talte meget, så fik jeg et lille chok nu, sammenlignet med Giovanni virkede hun nærmest som en af statuerne af Michelangelo. To fantastiske mennesker, Anna og Giovanni, de har rejst over det meste af jorden og tegnede og fortalte. Dette var en meget hyggelig morgenstund, hvor jeg lærte mængder om Pistoia, byens historie, arkitektur og andet. Næste gang jeg så på mit ur var klokken sneget sig forbi 11 og jeg besluttede at droppe Firenze for denne gang og tage en afslappet tur hjemover til Gardasøen.

Pistoia kalder på flere gensyn

Siden denne ene dag i Pistoia har jeg ofte besøgt byen, da jeg på det nærmeste har tvunget turister med for selv at have en undskyldning for at gense ”mit” torv. Heldigvis er langt de fleste da blevet meget positivt overraskede over byen.

I dag har jeg næsten min ”egen” faste buschauffør, en lille mand i 130-kilos klassen. Han elsker god mad og helst som vor mor lavede den. Men selv han har tabt sit hjerte til ”mit” torv. Her har vi nu de senere år fundet ”vores” restaurant, hvor vi har ”vores” bord. Maden er ikke som vor (chaufførens) mor lavede den, langt mere avanceret, men vi har endnu aldrig været i Pistoia sammen (12-15 gange) uden at spise frokost netop ved ”vort” bord. En herlig oplevelse, kun chaufføren knurrer, da han jo kører bus og ikke kan smage indholdet af deres glimrende vinkort, når jeg er rigtigt tarveligt lader jeg ham dufte det, han går glip af.
Vort næste projekt bliver at køre de små 4 timer til Pistoia privat og spise både frokost og middag her, og hvorfor så ikke overnatte hos Anna og Giovanni. Bare vi får to værelser, han snorker, så det brager…