Italien vært for Libyen-møde
Nyheder

Italien vært for Libyen-møde

Udgivet d. 17. juni 2011 | 0 kommentarer

Italiens regering vil invitere op mod 300 stammeledere fra hele Libyen til møde i Rom på en endnu ikke fastlagt dato for at diskutere, hvordan situationen i landet kan forbedres så hurtigt som muligt, udtalte Italiens udenrigsminister, Franco Frattini, i går eftermiddags. Under mødet vil det også blive diskuteret, hvordan libyske migranter kan sendes tilbage til Libyen. Officielle kilder oplyser at mødet sandsynligvis kommer til at finde sted allerede i næste uge.

Italien har indtil videre modtaget cirka 20 tusinde flygtninge fra Libyen, og Italiens regering håber på at kunne indgå en aftale med Libyens største samlede oprørsgruppe, det Nationale Overgangsråd, om at få stoppet strømmen af flygtninge langs Italiens kyster. Italien er uden sammenligning det land, der tager flest flygtninge fra de forskellige oprør i Nordafrika, særligt Libyen, der er en af Italiens tidligere kolonier.

Frattini sagde i forbindelse med omtalen af de store flygtningestrømme, at Italiens regering indsamler beviser på, at Gaddafi bevidst sender store flytninge over Middelhavet mod Europa. Italiens premierminister, Silvio Berlusconi, sagde, at det var særdeles vigtigt, at få de libyske migranter genbosat i Libyen. Tidligere på året modtog Italien mange flygtninge fra Tunesien – problemet blev da løst med en aftale mellem de to lande.

Skriv en kommentar