Højkulturen i Italien

I den klassiske tid 480-423 f.Kr. trivedes det græske demokrati. Vigtige personer som Sofokles, Euripides, Aristofanes, Herodot, Sofokles, Platon m.v. gjorde sig gældende her. 350 f.Kr. Alexander den Store besatte Athen og satte en stopper for kulturens videre udvikling i Grækenland. I århundrederne fra 700-tallet f.Kr. skete en udvandring af grækere til det sydlige Italien og Sicilien. Landskaberne her lignede meget det man forlod i Grækenland. Og man medbragte sit tempelbyggeri og græske kultur. Ca. 800 f.Kr. var den italiske halvø beboet af forskellige stammer, der hver herskede over et mindre landområde. Altså ikke noget samlet rige. Et af disse folk var etruskerne.

Etruskeme

De levede i perioden 800 – 300 f.Kr. Deres primære land lå mellem floderne Arno og Tiberen og blev kaldt for Etrurien. Gennem århundreder er dette navn blevet blevet forvansket til Toscana. Etruskerne beskrives i historiebøgerne som det mystiske folk. Mystisk fordi der ikke er mange rester af deres kultur. Nogen mener, at de kom fra Lilleasien, mens andre mener at de altid har levet i Mellemitalien. Etruskiske byer blev anlagt på bjergtoppe, hvorfra de bedre kunne forsvare sig. Romerne erobrede deres byer, som f.eks. Perugia, Volterra, Orvieto og Tarquinia.

Den etruskiske kultur gik overraskende hurtigt til grunde. Tarquinia var en af etruskernes vigtigste byer. I underjordiske grave er fundet møbler, sarkofager, kunsthåndværk m.v. Væggene i gravene var bemalet med billeder, som beskriver etruskernes liv og levned. Etruskerne var dygtige håndværkere – råmaterialer havde de nok af. I deres område forekom bly, jern, kobber og sølv. Byen Fiesole, nogle kilometer nord for Firenze var en etruskisk by. Man har udgravet templer, huse og et teater. Fundne kunstgenstande vises i museet.

Rom – Italiens hovedstad

Ifølge traditionen blev Rom grundlagt i år 753 f.Kr. Fra omkring 500 f.Kr. begyndte en magtudvidelse, der skulle forene hele halvøen til et rige. Etruskerne blev enten assimileret som romere eller fordrevet. I Romerriget dyrkede man de romerske guder (en statsreligion). På alle store torve og pladser stod statuer af kejseren og de guder, som kejseren dyrkede. Efter Kristi død begyndte apostlene at udbrede den kristne lære og på forbavsende kort tid blev den kendt i Middelhavsområdet. Romerrigets kejsere tolererede ikke den kristne lære. Apostlene og andre tilhængere led martyrdøden for deres kristne tro.

I den katolske kirke dyrkes de som helgener. Fra 64 e.Kr. forekom periodevis frygtelige forfølgelser af de kristne. Værst var kejser Diokletian (245-305). 305 e.Kr. indførte kejser Konstantin den Store kristendommen som statsreligion i romerriget. Han blev aldrig selv døbt kristen. 330 flyttede Konstantin den Store romerrigets hovedstad til Konstantinopel, dette blev begyndelsen til enden. 395 opdeles romerriget i et Østromersk (byzantinsk) og Vestromersk rige.

Romerrigets fald

Romerrigets indre styrke og magtfaktor faldt sammen. Der var ingen til at forsvare området og håndhæve lov og orden.

I 476 falder Romerriget fra hinanden. Det Byzantinske rige med Konstantinopel som hovedstad fortsatte endnu 1000 år frem til år 1453, da tyrkerne erobrede deres områder. Middelalderen er en mellemperiode mellem antikken og renæssancen. Med middelalderen kommer folkevandringstiden. Store grupper vandrede rundt i Europa og ind over grænserne. Således kom der også store grupper over Alperne og spredtes ud på den italiske halvø. For at forsvare sig mod ydre fjender blev der bygget bymure omkring de større italienske byer. Venezianerne flyttede fra fastlandet ud på Iagunerne, som gav god beskyttelse mod ydre fjender.

I 493 trænger østgoterne ind i Norditalien. Der er et skarpt skel mellem den gotiske militærkaste og den italienske befolkning. 526 forsøger Byzans at generobre Italien. De bosætter sig i Ravenna. Byzantinske håndværkere og mosaikmestre skabte de smukke kirker og mosaikker, som Ravenna er så kendt for. 568 Longobarderne trænger ind fra nord. De grundlægger deres rige i Norditalien, Lombardiet.

Frankerne var et germansk folk, som var bosat i egnene omkring Rhinen. De erobrede Gallien i slutningen 400-tallet, dermed skabte de grundlaget for det store Frankerrige. 743 erobrede Frankerne hele Norditalien under deres leder Pipin den Lille, hvis søn Karl den Store, i 774 gør en ende på longobardernes kongerige. 754 skabes Kirkestaten. Frankerne overlod Mellemitalien (Kirkestaten) til Paven, mod at deres politiske ledere blev kronet til kejsere af Paven. 800 blev Karl den Store kronet til kejser i Rom. Frankerrigets udbredelse var som det nuværende Frankrig, Belgien, Sydtyskland, Schweiz, 0strig, Ungarn og Nord- og Mellemitalien. 814 dør Karl den Store. Hans riges deles mellem hans to sønner. 843 deles Frankerriget mellem Karl den Store sønnesønner. Dermed falder det store Frankerrige fra hinanden.

Italien i begyndelsen af 800-tallet

Norditalien blev regeret af Frankerne. Mellemitalien blev regeret af Paven (Kirkestaten) Syditalien bestod af små hertugdømmer, grækere og byzantinske enklaver.

Italien 850-950: Der er politisk vildt kaos på den italiske halvø. Der er mange lokale krige, plyndringer og stridigheder. Saracenske og nordiske Sørøvere hærger langs Syditaliens kyster. I Rom kæmpede adelsslægter mod pavestolen. Den tyske konge Otto den Store erobrer Nord- og Mellemitalien i 951.

Nord- og Mellemitalien 950-1100: Det tysk-romerske Rige var et centraleuropæisk kejserrige, der har sin oprindelse i Otto den Stores kroning til romersk kejser 962. Riget blev først opløst i 1806 af Frans ll.

Otto I den Store

912 – 973: Tysk konge i 936 efter faderen Henrik I. Med støtte især fra kirken knækkede han stamme-hertugernes magt. I 951 havde Otto erobret Norditalien. I 962 blev han kronet af pave Johannes Xll til tysk-romersk kejser og grundlagde dermed “det hellige romerske rige af tysk nation” (Det tysk-romerske Rige). I det tysk-romerske rige fik germanerne en stor indflydelse på Nord- og Mellemitalien. Der opstod strid mellem pavedømmet og den tyske kejser. Den såkaldte investiturstrid handlede om pavens ret til at udnævne paver og abbeder. Denne strid affødte, at der i Italien opstod to partier: Guelferne: Tilhængere af pavens magt i Italien. Ghibeliner: Tilhængere af den tyske kejsers magt i Italien, Dante var guelfer.

I Nord- og Mellemitalien opstod stridigheder mellem tilhængere af dels guelfere dels ghibelinere. Det endte som regel med at et parti vandt over det andet parti, dermed blev hele byen guelfisk eller ghibelinsk. Eksempelvis var Firenze guelfere og Siena var ghibelinere. I gennem hele højmiddelalderen og renæssancen var der krige mellem bystaterne, som nævnt ovenfor f.eks. Firenze og Siena. Investiturstriden mellem kejser og pave sluttede med pavens sejr over kejseren.

Bystater

I 1000- og 1100-tallet opstod en række selvstændige bystater i Nord- og Mellemitalien. Ved handel og småindustri skabte bystaterne sig en kolossal magt og rigdom. De blev selvstændige regioner med hensyn til love, økonomi og forsvar. I alle bystaterne bestod der en magtelite af rige købmænd og håndværkere. De vigtigste bystater var Venedig, Verona, Genova, Milano og Firenze. Der var mange mindre bystater.

Som tidligere nævnt kæmpede førende familier om den politiske magt i byerne. De byggede høje tårne, hvorfra de forsvarede sig. I Firenze udviklede de middelalderlige tårne sig til borgagtige huse med skydeskår, der senere udviklede sig til renæssancens storslåede paladser, som f.eks. Mediciernes palads, som er et godt eksempel. Firenze erobrede senere San Gimignano (som i middelalderen havde 77 høje tårne), kulturudviklingen i renæssancen udeblev og derved forblev San Gimignano i middelalderens skygge. San Gimignanos forsvarstårne blev i senere perioder nedbrudt og stenene brugt til andre bygninger. Derfor er der i dag kun 13 belle torri tilbage.

I romantikken i 1800-tallet blev San Gimignano populær blandt rejsende, og er stadigvæk en af Italiens mest populære middelalderbyer. Tusinder af turister kommer her hvert år for at tilbringe nogle timer i de snævre gader med de høje huse.

1000-1100-tallet i Italien

Korstogene var kristne felttog mod hedenske folkeslag for at omvende dem til kristendommen. Først og fremmest var der de felttog, som foretoges mod muslimerne i Palæstina for at erobre Jerusalem med den Hellige Grav. I 1000- og 1100-tallet foretoges tre korstog mod Palæstina med udfald fra Italien. Bystaterne deltog livligt i korstogene. De stillede skibe til rådighed og tjente mange penge derved. Det fjerde korstog i 1202-04 fik størst betydning for Venezia. Korstoget handlede ikke så meget om at erobre Det Hellige Land, men mere om at erobre Byzans, der var blevet en fjende imod venezianernes handelsimperium. Under korstoget erobrede venezianerne byen Konstantinopel. Store rigdomme blev røvet og fragtet til Venedig. Mødet med den byzantinske og islamiske kultur, bidrog til det vældige kulturopsving, der begyndte i Italien i 1300-tallet. I Venedig smelter gotikken, byzantinsk stil og renæssancen sammen til en stilart. I middelalderen og renæssancen var Nord- og Mellemitalien opdelt i ca. 30 bystater. I Mellemitalien lå Kirke-staten og i Syditalien kongeriget Begge Sicilier.

1200-tallet i Italien

I 1200-tallet var man træt af den megen uro i samfundet Der var kun få love, og ingen orden i byggeri og veje. Man længtes efter rolige og stabile tilstande. Kloge hoveder læste de gamle bøger og skrifter fra antikkens tid, herunder Vitruvius’ 10 bøger om arkitektur. Vitruvius var romerrigets førende arkitekturhistoriker. En række faktorer faldt sammen og den kulturelle udvikling begyndte. Datidens bygmestre kopierede antikkens arkitektur.

Venedig lå ude i lagunen. Da man var afhængig af skibe, opstod efterhånden en lille handelsflåde, som sejlede ud og handlede i hele Middelhavsområdet. Ganske langsomt samlede købmænd større og større rigdomme sammen. Dermed var der penge til at bygge flere skibe og opbygge et militært forsvar. I Byzans’ storhedstid (ca. 600- til 1000-tallet) blev mange kunstskatte ført fra Italien til Konstantinopel. Efterhånden svækkedes Byzans’ magt ved tyrkernes mange erobringer i det østlige Middelhav. Samtidig hermed erobrede Venedigs militær mange byzantinske kolonier i det vestlige Middelhav og til sidst selve Konstantinopel, som nævnt i 1204. Herved førtes mange kunstskatte tilbage til Italien.

Venetianerne tjente mange penge ved at fragte korsridderne med båd til Det Hellige Land. Nu udvidede venezianerne deres erobringer pa fastlandet. Man erobrede byer som Verona, Padova, Vicenza og Gardasøområdet og alt det land, som lå imellem. I alle erobrede byer opsatte Venezianerne en søjle med Marcusløven øverst som tegn på, at her herskede Venedig. Venezianernes styre var meget demokratisk. Blot byerne overholdt de venezianske love kunne man regere selvstændigt.

Venedigs svækkelse

Venedigs handelsdomæne svækkedes i løbet af 1500-og 1600-tallet. Byen og dens befolkning levede nu højt på sin kultur. Kongelige, adelige, arkitekter, forfattere og komponister tog på dannelsesrejse til Venedig. Således besøgte mange kendte personer Venedig i 1600- og 1700-tallet. Dengang varede karnevalet 6 måneder. Komponisten Caludio Monteverdi (1567-1643) blev kantor ved Markuskirken. Han opbyggede en rig musik- og sangtradition. I 1637 opstod det første offentlige operahus i Venedig. Byens adel fortsatte det glade liv, som om intet var hændt. Men Venedigs dage var talte. Kejser Napoleon erobrede Venedig og afsatte dogen. I 1800-tallet er byens historie som resten af Italiens.

Verona blev bystat i 1000-taliet, som andre af Norditaliens større byer. I 1100-tallet var byens fine adelsfamilier medlem af byens råd. En af disse familier var La Scala-fami!ien, som blev den herskende i de følgende århundreder. I 1265 vælges Marstino fra Scala-familien til byens borgmester. Han styrede byen for både rige og fattige med bl.a. byplanlægning (man skulle ikke kunne bygge på må og få), man indførte skoler, som blev finansieret af bykommunen, og en læge blev antaget til at varetage befolkningens sundhed. Han blev populær blandt byens menige folk, men ikke adelen, som myrder ham i 1277. De følgende medlemmer af La Scala-familien udvidede deres magt ved erobringer bl.a. ved Gardasø-området. Her byggede de borge med henblik på at kontrollere sejladsen pa søen.

Efter La Scala-familiens endeligt omkring år 1300 blev Verona og Gardasøområdet truet af den stærke Visconti-famile i Milano. Af samme grund overgav veroneserne sig frivilligt til republikken Venedig. Dermed var man beskyttet af Venedigs militær.

Samtidens arkitektur

I 1200-, 1300- og 1400-tallet byggede man de kirker og paladser, som er så kendte i dag. Firenzes domkirke blev beklædt med marmor. Denne nye stil blev normgivende for flere af middelalderens kirker, som blev ombygget og fik facader af hvid, grøn og rødlig marmor. Der var ikke penge til at dække alle kirkens mure med marmor. Middelalderens borge blev afløst af paladser med grove stenkvadrer. Den ru facade skulle signalere en vis frygt og ærbødighed for husets beboere. Det bedste eksempel er Mediciernes palads i Firenzes centrum, som blev kopieret af arkitekter i de følgende årtier. Dette ses tydeligt i Firenze og andre italienske byer. I maleriet udviklede det stive byzantinske flade-maleri sig til en forfinet kunst. De malede personer fik individuelle udtryk. Perspektivet påbegyndtes af Giotto (forkortninger) og blev fuldendt af Brunelleschi. I samtiden var man sig bevidst om, at man skabte en ny stilart. Dengang havde den nye tid ingen navn. Ordet renæssance blev påklistret denne periode af 1800-tallets kunsthistorikere. I 1200- og 1300-tallet var arkitekt, maler og billedhugger en og samme person, nemlig håndværkeren. En egentlig arkitektuddannelse fandtes endnu ikke, den opstod først i 1400-tallet. I 1500- og 1600-tallet kom arkitekter fra Mellemeuropa til Firenze. De studerede og kopierede den nye stilart. De tog hjem og blandede den op med lokale byggetraditioner. Denne byggeskik spredtes videre ud til andre områder. Renæssancen kom til Danmark omkring 1580 fra Holland. Christian 4. blandede sig i bygning af Rosenborg (København) og Frederiksborg (i Hillerød). Renæssancen kaldes i Danmark med rette for Christian 4. stilen, den har ikke ret meget med italiensk renæssance at gøre.

Det italienske tag-selv-bord

I middelalderen og renæssancen var Nord- og Mellemitalien opdelt i ca. 30 bystater. I Mellemitalien lå Kirkestaten, som blev regeret af paven i Rom. Syditalien og Sicilien bestod af kongedømmet Sicilier.

Igennem 800 år var den italiske halvø et “tag selv marked” for de store nationer Tyskland, Østrig, Frankrig og Spanien. Over Alperne kom i middelalderen de tysk-romerske kejsere og i perioden 1500-1800 de habsburgske kejsere fra Østrig. I godt 300 år var de italienske småstater brikker i stormagternes politiske spil. Under Napoleonskrigene blev nogle af Italiens områder direkte indlemmet i Frankrig, mens andre blev satellitrepublikker. Wienerkongressen i 1814-15 genoprettede for en stor del den gamle orden. Habsburgerne fik Norditalien tilbage. I 1800-tallet gjorde spanske og franske tropper nu og da indfald på den italienske halvø. Det medførte, at der opstod en national frihedsbevægelse. Det kom til åbent oprør flere steder i Italien. Februarrevolution i 1848 rullede hen over Europa, og snart fulgte hele Italien efter. I flere af Italiens byer oprettede man republikker, men kong Vittorio Emanuele af Sardinien og Piemonte udstedte hurtigt en fri forfatning i sit område og satte sig i spidsen for en national samlingsbevægelse. Hans hær blev imidlertid slået af Østrigerne. Under ledelse af Cavour fortsatte Sardinien dog sine bestræbelser på en national enhed. Behændig udenrigspolitik skaffede Napoleon III indflydelse i Italien. Han og Vittorio Emanuele slog østrigerne i 1859. Staterne Parma, Modena og Toscana fordrev deres fyrster og blev indlemmet i kongeriget Sardinien/Piemonte i 1860. Garibaldi rejste til Sicilien og førte sine frihedsskarer op igennem Italien.

Først i 1861 blev Italien et samlet rige. Snart samledes det første italienske parlament, og den 17. marts blev Vittorio Emanuele udråbt til konge af Italien. Venezia forblev østrigsk indtil fredsslutningen efter den preussisk-østrigske krig 1866. De sidste af dele af Italien (Regionen Trentino-Alto Adige) kom til Italien efter Første Verdenskrig og Østrig-Ungarns sammenbrud i 1918. Dermed var det nuværende Italien samlet. Igennem Europas historie løber der en “rød tråd”. Politik, arkitektur, kunst og musik hænger meget nøje sammen.

Fascismen i Italien

Skuffelsen over Første Verdenskrig og den økonomiske krise gav fascismen ledet af Benito Mussolini vind i sejlene, især af det utilfredse småborgerskab. Efter Mussolinis magtovertagelse oprettedes et korporativt diktatur og fagforeninger, og oppositionspartier knustes. Herved kunne udbytningen af arbejderne intensiveres, hvorfor en vis fremgang i Norditaliens industri sporedes, specielt koncentreret omkring få store firmaer. En aggressiv udenrigspolitik indledtes med erobringen af Etiopien og Albanien og intervention i den Spanske Borgerkrig. Efter en række nederlag i Anden Verdenskrig afsattes Mussolini. Der sluttedes våbenhvile med de allierede, men tyske tropper i Italien fortsatte kampen.

Italien efter 1945

Italien prægedes af voldsomme sociale og politiske konflikter. To modsatrettede politiske hovedstramninger gjorde sig gældende:

Katolicismen udmøntet i Det Kristelig-Demokratiske Parti og kommunismen, siden 1956 i eurokommunistisk udgave.

De Kristelig-Demokrater har styret Italien i perioden 1945-81, fra 1963 ofte med støtte fra socialisterne. Partiet spænder vidt, men industriinteresserne har været dominerende og holdt kommunisterne udenfor politisk indflydelse indtil 1976, hvor en Kristelig-Demokratisk regering dannedes med indirekte kommunistisk støtte. Den katolske kirkes dominerende indflydelse i italiensk politik svækkedes noget i 1970′erne, da skilsmisse og fri abort indførtes på trods af katolsk modstand. Fra 1950′erne skete der en kraftig vækst i industrisektoren hjulpet af den rigelige tilgang af billig arbejdskraft og med kraftig statslig deltagelse. Men væksten var koncentreret til Norditalien, og den voksende ubalance mellem nord og syd skabte problemer. Et tiltagende politisk og økonomisk kaos med udbredt korruption truede staten med sammenbrud og forværrede den økonomiske krise fra 1974. Dette kaos medførte i 1970′erne stigende politisk voldsanvendelse fra højre og venstre ekstremister og kulminerede med de Røde Brigaders mord på Aldo Moro i 1978.

Terrorismen blev imødegået med vilkårlig brutalitet. Jordskælvskatastrofen i Syditalien i 1980 afslørede grov politisk forsømmelighed og undergravede yderligere de kristelige demokraters politiske prestige. Afsløringen i 1981 af regeringsmedlemmernes medlemskab af en hemmelig frimurerloge, i strid med Italiens grundlov, blev imidlertid det afgørende slag for den kristelige demokratiske regering, der måtte træde tilbage samme år (1981) og for første gang siden 1945 dannedes en regering, hvor Det Kristelig-Demokratiske Parti ikke var regeringsbærende parti. Udenrigspolitisk knyttedes Italien efter Anden Verdenskrig med kommunisternes billigelse til Vesteuropa. Landet modtog store beløb i Marshallhjælp og blev medlem af Nato og EU.

Turisme i Italien

Turismen spiller en enorm stor rolle for Italien i dag. Den giver italienerne enorme indtægter og det er både fra udenlandske og italienske turister. Udenlandske turister valfarter ofte til de helt store turistattraktioner som Firenze, Rom, Gardasøen, Venedig og den italienske riviera. Generelt set er Italien ét stort turistparadis, hvor nærmest alle landets regioner har noget særligt at byde på, hvad enten det er skiområder, badestrande, skøn natur eller store kulturelle oplevelser. Rejser til Italien er derfor meget populære.

I Italien er der noget for ethvert temperament og der er uanede kombinationsmuligheder. På grund af turismens store betydning, gør italienerne naturligvis også meget for at udvikle turismen og de tilbud som man giver turisterne. Derfor er Italien også et land man kan besøge igen og igen, for hvert år er der nye oplevelser, også hvis man vælger at besøge det samme sted hvert år.