Italienske festivaler bandlyst for dyreplageri
Nyheder

Italienske festivaler bandlyst for dyreplageri

Udgivet d. 10. august 2011 | 0 kommentarer

En række traditionelle festivaler rundt om i Italien er blevet strøget fra det italienske turistministeriums officielle liste over fester, fordi ministeriet vurderer, at der forekommer dyremishandling under disse festligheder.

Dyr har altid indgået i Italiens historiske og kulturelle festivaler, for eksempel er heste helt centrale aktører i det berømte Palio hestevæddeløb i Siena. Denne festival er nu taget af det officielle program over begivenheder i Italien i følge talspersoner fra ministeriet for turisme i Italien.

Ministeriet for turisme i Italien har samlet en liste over 34 festivaler under kategorien “Italiensk kulturarv”, men udelader altså nu festivalen i Siena såvel som et historisk ringridderløb i Foligno, som også er blevet beskyldt for at have elementer af dyreplageri af dyrerettighedsforkæmpere.

“De fleste italienere fordømmer udnyttelse af dyr og deres død for nydelse,” udtalte minister for turisme i Italien Michela Brambilla til journalister i går. Hun fortsatte lidt kryptisk, “lokale politikere bør forstå, at deres kamp går i mod følelserne hos millioner af mennesker.”

En talsmand fra Siena rådhus sagde omvendt, at hestevæddeløbet Palio tiltrækker mange udenlandske såvel som indenlandske gæster til byen. Talsmanden, Massimo Gorelli, sagde, “her kommer 40 tusind mennesker om dagen til løbet – herunder rigtig mange udlændinge”.

I følge en dyrerettighedsorganisation har Palio-løbet kostet 49 heste livet siden 1970. Carla Rocchi, leder af dyrerettighedsorganisationen ENPA, mener, at udelukkelsen fra den officielle liste over festivaler er rimelig:

“Klagerne svarer til, at en pøseproducent klager over at blive udelukket fra en vegetarfestival”, og tilføjede retorisk “hvorfor laver de ikke deres egen liste over ‘Dyreplager-Festivaler’?”

Skriv en kommentar