Ca. 120 km. syd for Rom ligger byen Cassino, som blev grundlagt i 400-tallet f.Kr. af volskerne (et oldtids-folk i Mellemitalien). I 300-tallet blev byen erobret af romerne som grundlagde et akropolis, en slags borg-formation. En del af dette murværk er stadig synligt. På Kulturrejser Europas rejse Vidunderlige Gaeta – I romernes fodspor”, haster vi gennem den travle by for at køre op til klosteret Montecassino, som ligger pa et 516 m højt bjerg. Montecassino ligger stor og mægtig deroppe på bjerget. Det har en stor tiltrækningskraft på mennesker, som er interesserede i Italien.

Montecassinos historie

I 529 blev klosteret grundlagt på resterne af et romersk tempel, hvor man dyrkede guden Apollo. Benedikt kom forbi her i sin søgen efter et sted med henblik på at grundlægge et kloster, og det blev der med benediktinerordenens første kloster. I 577 blev klosteret ødelagt af longobarderne, men allerede i begyndelsen af 700-tallet blev klosteret genopbygget på foranledning af pave Gregers 2. I 787 besøgte Karl den Store klosteret og gav det store privilegier.

I 883 plyndrede saracenerne klostret og brændte det ned.  Saracenere var et folk af muslimsk oprindelse, der drog hærgende rundt i Europa. Klosteret blev genopbygget i 1200-tallet på foranledning af flere paver og abbeder. Klostret blev ødelagt grundigt tredje gang i 1349, og der var ikke mange mure tilbage. Det blev dog genopbygget gennem de følgende århundreder I klostrets guidebog star nævnt navne på mange paver,  biskopper og andre kirkelige, som har taget initiativ til genopbygning af klostret. Tænk hvad det har kostet af penge og kunstnerisk indsats. Hver gang det blev genopbygget,  tænkte man vel at det var sidste gang, det skulle genopbygges. Man har samlet penge i mange kirker og kloster samfund rundt om i Italien, for at kunne få genopført klostret.

Montecassino: Moderkloster i Italien

Montecassino har altid været regnet for et slags moderkloster for alle klostre i Italien. Klostret blev genopbygget, og stod indtil 1944. I 1944 var Montecassino et stærkt befæstet nøglepunkt i det tyske forsvar, der skulle hindre de allierede i at trænge frem til Rom. Under de meget hårde kampe om bjerget, hvor bl.a. allierede fly kastede 1400 tons bomber, blev klostret igen totalt ødelagt; inden da var de fleste skatte, her-under bibliotekets kostbare bogsamling dog ført til Vatikanet, hvorfra hovedparten siden er kommet tilbage. Klostrets kældre var også beskyttelsesrum for hundredevis af omegnens beboere. Klostret brændte ned på kun 3 timer og blev døden for de mange lokale mennesker i dets kældre.

Efter Anden Verdenskrig blev klostret atter genopbygget, hvilket tog ca. 20 år. Genopbygningen blev  betalt af den italienske stat. Efter så mange historiske begivenheder kan Montecassino i sandhed sammenlignes med et flere århundreder gammelt egetræ, som mange gange er nedbrudt af stormen, men er blevet levende og grønt igen, stærkere end tidligere. Citat er fra klostrets bog “The Abbey of Montecassino”. Efter 2. Verdenskrig blev Montecassino genopført under devisen “Som det var, hvor det var”, og det fremtræder i dag i det store og hele i den form, det fik i i løbet af renæssancen fra 1500-tallet og frem; kirken i barok er fra 1600-tallet.

Benedictus

Benedictus levede ca. 480 ~ 547 og er benediktinerordenens grundlægger. Han blev født i Nursia i det italienske region Umbrien, og som søn i en fribåren og jord-besiddende familie blev han sendt til Rom for at studere; endnu før han havde afsluttet studierne, flygtede han derfra, ifølge den gængse overlevering p.g.a. studiekammeraternes mangel på moral. Efter et kort ophold i Affile flygtede han atter og slog sig ned i en hule i Aniodalen ved Subiaco, Sacro Speco. Her levede han i tre år et asketisk eneboerliv, kun afbrudt, når munken Romanus forsynede ham med livets fornødenheder. Derefter blev han valgt til abbed for et nærliggende kloster i Vicovaro, men efter at munkene havde forsøgt at tage livet af ham med gift, vendte han tilbage til sin hule ved Subiaco. Her samlede han munke omkring sig, som levede i 12 små klostre under hans ledelse. P.g.a. forfølgelse fra gejstlig side brød Benedikt ca. 529 op fra Subiaco og drog med en udvalgt skare af munke til Montecassino mellem Rom og Napoli, hvor han grundlagde et nyt kloster. Her færdiggjorde og nedskrev han sine åndelige anvisninger, kaldet Benediktinerreglen. Efter sin død blev han begravet på Montecassino ved siden af sin søster Scholastica. I 673 blev hans jordiske rester overført til Fleury-klostret i St.-Benoft-sur-Loire i Nordfrankrig; i 700-tallet blev nogle relikvier på anmodning af pave Zacharias dog ført tilbage til Montecassino.