Rejse til Toscana
Rejsemål

Rejse til Toscana

Udgivet d. 7. december 2010 | 0 kommentarer

Toscana har en magisk tiltrækningskraft på de fleste italienselskere – og bare de hører navnet, lyser forventningens glæde i deres øjne. Toscana er bølgende bakker, knejsende cypresser, vinmarker så langt øjet rækker, pittoreske middelalderbyer – men også storbyen Firenze – og en meget lang kyststrækning med lange sandstrande.

På en rejse til Toscanas bør du fokuserer på nogle af de absolutte perler – altså de skønne middelalderbyer, hvor man bare ønsker, at de gamle mure kunne tale.  Et spændende sted at bo, er i centrum af den måske mest komplette og intakte middelalderby overhovedet, nemlig San Gimignano, der er berømt for sine mange tårne – og som på lang afstand ligner en blanding af New Yorks skyline og en eventyrby fra Ringenes Herre. Byen er et sandt eldorado af delikattesse- og vinbutikker, og om aftenen har man hele byen for sig selv, og kan nyde den intense og næsten mytiske atmosfære, og selvfølgelig den gode mad på byens mange gode restauranter. Er du af sted en uges tid kan det anbefales at besøge Siena, Monteriggioni med den intakte bymur, Montepulciano, Pienza og Montalcino, hvor du kan smage noget af den dejlige vin. Vi tager til Volterra, Arezzo og Cortona – og har man mere energi, er en heldagstur til kulturbyen over dem alle, nemlig Firenze, også en tur værd. Oplev også Chianti, hvor du kan besøge de små byer Radda og Greve med den berømte slagter, inden turen går hjemad igen.

Godt hotel på en rejse til Toscana

Hotel La Cisterna er et yderst charmerende hotel beliggende i en bygning fra 1200-tallet midt på det centrale torv i San Gimginano. Hotellet har 49 værelser, alle med bad/toilet, aircondition, sattelit-TV, telefon, safe og hårtørrer. Værelserne er enkelt, men hyggeligt indrettet. Der er en god restaurant med panorama-udsigt, samt reception, restaurant, fortovskafé, morgenmadssal med buffet, og tv-rum.

Sammensat rejse til Toscana

Har du aldrig oplevet Toscana, og kunne du godt tænkte dig nogle gode fif til, hvad du kan opleve og hvor du kan tage hen, så finder du herunder at sammensat bud på en rejse til Toscana. Vil du læse mere om aktuelle rejser til Toscana, så besøg Kulturrejser-europa.dk, der er specialister i rejser til Italien med dansk rejseleder.

San Gimignano
Tag fra Firenze lufthavn til San Gimignano, som måske er måske Italiens mest komplette og intakte middelalderby overhovedet, og at bo på byens centrale torv er et privilegium, som gør, at aftenerne i byens stille gader skaber en magisk atmosfære. Byen har flere mindre museer, men er nok mest kendt for sit væld af delikatesse- og vinbutikker, og så er der selvfølgelig et stort udvalg af gode restauranter og vinbarer, hvor man bl.a. kan smage den lokale hvidvin Vernaccia. Men at bo midt i en af Toscanas mest berømte byer, indebærer selvfølgelig også, at man kun har den for sig selv i begrænset omfang.
Gå på oplevelse i byens centrum – der er masser at se!

Siena og Monteriggioni
Lad dagen gå til de spændende byer Siena og Monteriggioni. Siena er endnu én af Toscanas mange vidunderlige byer. Den er ét af de bedste eksempler i verden på en by, som er bygget i gotisk stil, og de hyggelige smågyder skaber en helt speciel atmosfære. Gå ind til Campo’en, som er byens centrale rådhusplads, der også er kendt som stedet, hvor det berømte hestevæddeløb Il Palio finder sted to gange om året. Både rådhuset og den muslingeformede plads, inspirerede den danske arkitekt Martin Nyrop, da han byggede Københavns Rådhus. Besøg desuden byens domkirke, der af mange betragtes, som en af de smukkeste i verden. Byen har flere interessante museer, men lad der også evt. blive tid til shopping og en god frokost på en af byens mange restauranter. På hjemvejen kan du gøre et stop i den imponerende, men meget lille by, Monteriggioni, som er omkranset af en helt intakt bymur med tårne. Byen ligger højt, og stigningen er visse steder 18 %, så et godt glas vin kan være velfortjent, når man når op.

Udsigt over byen Siena

 Montepulciano, Pienza og Montalcino
Toscana har uendeligt mange små perler, som alle er et besøg værd. Lad en af dagene på rejsen til Toscana byde på hele tre byer, nemlig Montepulciano, Pienza og Montalcino, der nok er mest kendt for sine fantastiske Brunello-vine.

Indled dagen med et lille stop i Pave Pius II’s by, Pienza. Der er en herlig stemning, en storslået udsigt og så er byen hjemsted for nogle af Italiens berømte Pecorino-oste.
Fortsæt den korte vej til én af Toscanas vigtigste vinbyer, Montepulciano. Den ligger malerisk på en klippetop, og det en helt speciel by på grund af de mange underjordiske gange, hvoraf flere i dag huser vinkældre, der er åbne for besøg.

Om eftermiddagen kan du besøge en endnu vigtigere vinby, nemlig Montalcino, der er hjemby for en af verdens største vine, Brunello´en. Her kan du opleve både de historiske og de moderne vinkældre, og prøv at se om du kan få smagt de liflige dråber.

Volterra
Volterra er en af Toscanas forholdsvis ukendte byer, og det er måske dit held, da byen har væsentligt færre turister end de fleste andre. Volterra ligger majestætisk på en stejl skråning 545 meter over havet, omgivet af en imponerende forsvarsmur. Historien er lang, og oprindeligt var byen etruskisk, og hed Velathri. Siden overtog romerne styret, og byen skiftede navn. Indled med en lille bytur, hvor du passerer byens vigtigste plads Piazza dei Priori, nyd den smukke udsigt, og se det romerske teater, inden du slutter ved ét af Italiens vigtigste etruskiske museer. Volterra er også kendt for stenarten alabast, og der findes både alabaster-museer, udstillinger og butikker, hvor man kan se forarbejdningen af denne stentype, som også anvendtes af etruskerne. Volterra har også mange hyggelige restauranter.

Firenze
Toscanas smukke hovedstad Firenze er en af verdens førende kulturbyer. Det kan evtl betale sig at arrangeere en guide, som kan give en god introduktion til byens mange seværdigheder, og vise de største attraktioner. Et must er at se Piazza Signoria med Michelangelos statue David. Se også den imponerende domkirke Santa Marie del Fiore med Brunelleschis kuppel og det berømte dåbskapel. Gå også forbi det verdensberømte kunstmuseum Uffizierne og se den kendte bro Ponte Vecchio. Efter de mange spændende seværdigheder kan du bruge eftermiddagen på fx shopping, markedsbesøg eller bare nyde den intense atmosfære i denne fantastiske by, og drømme sig tilbage til den tid, hvor H.C.Andersen slog sine folder på de selv samme brosten.

Arrezzo og Cortona
På en rejse til Toscana kan det også være spændende at bevæge sig ind i et af Toscanas mere ukendte områder. I den forbindelse kan du besøge de hyggelige byer Arrezzo og Cortona, som indtil for få år siden, var ukendte for de fleste danskere. Arezzo er stadig ikke på listen over Toscanske topscorere, men det er en hyggelig befæstet by med et fint historisk centrum, der går helt tilbage til etruskerne. Cortona, som med ét slag blev verdensberømt, da den amerikanske forfatter Frances Mayes skrev romanen ”Et hus i Toscana” – og turisterne begyndte at strømme til. Cortona ligger smukt på bjergskråningerne tæt på Trasimenersøen og grænsen til naboregionen Umbrien, og huser bl.a. et fint museum.

Chianti-vinområdet
Ingen rejse til Toscana uden et besøg i det berømte Chianti-vinområde. Kør gennem det smukke bakkede landskab med de mange vinmarker og besøg områdets mest interessante byer Radda og Greve in Chianti. Den sidste er kendt for sit hyggeligt trekantede torv, hvor man bl.a. finder en af Toscanas bedste vinbutikker og den berømte slagter Antica Macelleria Falorni, der bl.a. er kendt for sine fantastiske pølser og charcuterivarer.

Skriv en kommentar