Mange ser lidt skævt til Napoli, og det er i virkeligheden synd, for det er en helt fantastisk by på de allerfleste måder. Der er selvfølgelig et vist kaos, en hektisk trafik og som i alle andre storbyer, kan man også træffe en enkelt langfingret type, der ikke kan kende forskel på dit og mit. Men byen har et meget rigt kulturliv, unikke museer, spændende udflugtsmål og næsten ukendte kvarterer – og sidst men ikke mindst, møder man en utrolig venlig befolkning.
”Vov derfor pelsen” og tag til Napolis og kombiner evt. denne rejse med Amalfikystens skønhed. I Napoli kan du bl.a. opleve Pompei og det enestående Arkæologiske Museum og et af byens mere ukendte områder, nemlig området Campo Flegrei med den udslugte vulkan Solfatara, og Sofia Lorens hjemby Pozzuoli. Her kan du besøge det store antikke amfiteater, hvor der var plads til 40.000 tilskuere. På vejen fra Napoli til Amalfikysten kan du besøge den romerske ruinby Herculanum og den tidligere romerske kejservilla Villa Oplontis, som er en af områdets mange ukendte perler. Gør et stop i Sorrento, og fortsæt langs Amalfikysten til Maiori, Ravello og øen Capri.
Bud på en sammensat rejse til Napoli og Amalfikysten
Har du aldrig oplevet Napoli eller Amalfilysten, og kunne du godt tænkte dig nogle gode fif til, hvad du kan opleve og hvor du kan tage hen, så finder du herunder at sammensat bud på en rejse til Napoli og Amalfiksten. Vil du læse mere om aktuelle rejser til disse områder, så besøg Kulturrejser-europa.dk, der er specialister i rejser til Italien med dansk rejseleder.
Napoli
Napoli er en hel verden i sig selv, og foruden det trafikale kaos, som altid findes i italienske storbyer, rummer byen nogle af verdens største kulturskatte, den berømte San Carlo opera, havnen med de store fiskemarkeder, et væld af butikker, og ikke mindst gode restauranter, pizzeriaer og caféer. Tag en tur rundt i byen til de mange centrale seværdigheder, bl.a. Piazza Plebiscito, men også den gamle spændende bydel ”Spaccanapoli ”.
Pompeji
Lad denne dag stå i antikkens tegn og besøg en af Italiens mest berømte seværdigheder, nemlig den romerske ruinby Pompeji, som blev begravet under Vesuvs udbrud i 79 efter Kristus. Tag en tur rundt i det arkæologiske område, og oplev den gamle bys historie og dagliglivet i en romersk by. Du kan blandt andet besøge Casa dei Vetti og Casa del Fauno, som regnes for at være nogle af Pompeis prægtigste private villaer. Lad herefter turen gå tilbage til Napolis centrum, og besøg det fantastiske Arkæologiske Museum, som rummer de mange kunstskatte fra Pompeji. Når man ser de imponerende mosaikker, skulpturer, køkkenredskaber, smykker og meget mere, og efter vores besøg i udgravningerne, er det nemt at forestille sig, hvilken prægtig by Pompeji har været i sin storhedstid.
Napoli og Campi Flegei
Napoli har utrolig meget at byde på, så det kan anbefales at tage på en spændende byvandring. Her kan du bl.a. besøge Napolis domkirke og hører historierne om Napolis skytshelgen San Gennaro, se fodboldspilleren Maradonas hyldestkapel og meget mere.
Nord for Napoli ligger en forholdsvis ukendt egn kaldet Campi Flegrei. Denne egn dækker kystområdet fra Napolis smukke kvarter Possilipo til området nord for byen Cumae, hvor den store handelsby Pozzuoli ligger central helt ud til vandet. Her kan du besøge det vulkanske område Solfatara (33 hektar) – et enestående eksempel på en vulkan, der befinder sig i sidste stadie inden den dør helt. Solfatara er et meget gammelt vulkansk krater som gør et stort indtryk på den besøgende med sit imponerende månelandskab og sine røgsøljer, der bevæger sig hen af den boblende og sprudlende jord. Lad dernæst turen gå til selve byen Pozzuoli (Sofia Lorens hjemby) – der er tale om en meget gammel romersk by, med græske rødder der har en historie der går mere end 2500 år tilbage. I Romertiden agerede byen Pozzuoli, som værende Roms vigtigste havneby. Her kan du se det såkaldte Serapide Tempel, som er den antikke romerske markedsplads ”Macellum”, hvor man bl.a. ved forsteninger af havdyr, der sidder på den gamle ruin, kan se de forskellige vandhøjder som byen har været underlagt gennem mange århundreder.
Herculanum og Sorrento
Så er det blevet tid til at forlade Napoli. Kør syd mod Amalfikysten, men på vejen er der plads til en masse spændende oplevelser. Lige uden for Napoli kan du bl.a. opleve den enestående og stort set ukendte romerske kejservilla Villa Oplontis, som er opført til kejser Neros anden hustru. Ligeledes kan du besøge den anden af de berømte ruinbyer, nemlig Herculanum, der blev begravet samtidig med Pompeji. Men hvor Pompeji blev dækket af aske og pimpsten, blev Herculanum begravet i kogende mudder, hvilket gør en væsentlig forskel for den måde byen er bevaret på.
Efter disse spændende besøg, kan du køre ad den smukke kystvej mod den dejlige by Sorrento, inden du kører over bjergene til Amalfikysten. Det kan anbefales at køre på selve kystvejen, så man kan beundre den fantastiske udsigt, og de mange små pittoreske byer man passerer undervejs.
Maiori
Det kan anbefales at opleve Amalfikysten fra søsiden. Det er et imponerende syn. Gå ned til havnen i Maiori og forhør dig om muligheden for at tur til søs. Fra Maiori kan man sejle langs kysten til Smaragdgrotten (Grotta dello Smeraldo), som ligger ca. 4 km uden for Amalfi. Forsæt til Positano, som er en af kystens mest berømte byer og lad turen gå tilbage mod Amalfi, som lægger navn til hele kyststrækningen. Lad Amalfi være dagens sidste stop, og se den berømte domkirke eller gå op gennem Mølledalen og besøg det spændende papirmuseum, hvor man kan se, hvorledes det berømte håndlavede Amalfipapir bliver fremstillet.
Scala og Ravello
Kør op gennem Dragedalen til den lille bjergby Scala, hvor der er en fantastisk udsigt mod byen Ravello, som du kan besøge senere på dagen. Scala er især kendt for det danske refugium San Cataldo. Spis frokost på en af de lokale restauranter, inden du besøger Ravello, der er kendt som Musikkens by, på grund af de mange klassiske koncerter som finder sted året rundt. Byen er også kendt for sine imponerende paladser og uforglemmelige udsigtspunkter, bl.a. i parken som hører til Villa Cimbrone. Udsigten fra havens yderste punkt er ubetalelig, og på en god dag kan man se helt til de græske templer i Paestum. Besøg også den anden af byens berømte haver Villa Rufolo og den store domkirke, hvis ikke du foretrækker en god kop kaffe på domkirkepladsen, eller et kig i de mange keramikbutikker.
Capri og Anacapri
Brug dagen på en smuk sejltur til den legendariske ø Capri. Også her kan du gå ned til havnen i Maiori og forhøre dig eller tage til Amalfi. Sejl langs Amalfikysten til havnebyen Marina Grande på Capri. På Capri kan man opleve de imponerende Faraglioni-klipper og kan desuden se flere historiske villaer, spændende klippeformationer og under vandet ses grotter, som udstråler blå/smaragdgrønne farver.
Besøg også byen Anacapri, og oplev Villa San Michele, som tilhørte den svenske læge Axel Munthe. Villaen og dens frodige have er indrettet med spændende fund fra de romerske kejseres nærliggende villaer. I Anacapri kan man også tage svævebanen op til øens højeste punkt, hvorfra der er en imponerende udsigt ud over hele øen. I Capri by er der gode muligheder for at tage en kølig drink på det berømte torv La Piazzetta, eller shoppe i byens eksklusive butikker.
Gode hoteller på en rejse til Napoli og Amalfikysten
Her finder du en kort beskrivelse af anbefalelsesværdige hoteller på en rejse til Napoli og Amalfikysten.
Hotel Mercure Angioino 4**** i Napoli
Hotel Mercure Angioino er et pænt hotel med en super central i Napolis centrum. Hotellet stammer oprindeligt fra 1890 og er sidst renoveret i år 2002. Det ligger i Via Depretis blot 50 meter fra Piazza Municipo og 5 minutters gang fra indkøbsgaden Via Toledo og Umberto Galleriet, 10 minutters gang fra Piazza Plebiscito og San Carlo Teateret.
Hotellet har 85 værelser, som alle har air condition, mini bar, TV, telefon, værdiboks samt bad, toilet og hårtørrer. Morgenmadsbuffeten serveres i hotellets hyggelige morgenmads-restaurant. Hotellet har egen bar, men ikke restaurant.
Hotel Panorama 4**** i Maiori
Hotel Panorama ligger på kystvejen i Maioris absolutte centrum, lige ved strandpromenaden og ca. 150 meter fra gågaden. Hotellet ligger en anelse tilbagetrukket fra vejen, og alle dobbeltværelser har balkon og havudsigt. Hotellet har eget strandområde beliggende lige overfor hotellet, man skal dog krydse vejen. Her har gæsterne mulighed for at benytte liggestole og solparasoller mod betaling af et supplement. Hotellet har også en dejlig tagterrasse med bar, solsenge og swimmingpool. Hotellets restaurant ligger på 1. sal, og morgenmaden serveres som buffet. Værelserne er pænt men enkelt indrettet og har alle bad, toilet og hårtørrer, aircondition, værdiboks, minibar, telefon og TV. Enkeltværelser har ikke balkon og havudsigt. På grund af den meget centrale beliggenhed, må en vis trafikstøj påregnes.

