Italiennyt.dk - Information om Italien
Rejser til Palermo
Rejsemål

Rejser til Palermo

Udgivet d. 12. april 2011 | 0 kommentarer

Rejser til Palermo på Sicilien er en oplevelse for livet, for byen rummer på en historie og atmosfære du ikke finder mange andre steder i verden. Palermo er Siciliens hovedby med ca. 1,3 mio. indbyggere og byen er fuld med referencer til dens, i tidens løb, mange besættere – Romerne, kartagerne, byzantinerne, grækerne, araberne, normannerne og spanierne – har alle sat deres præg på Palermo og øen Sicilien. Mange af byskiltene i det historiske centrum står i dag både på arabisk og italiensk.

Palermo rummer mange seværdigheder, bl.a. den smukke normanniske katedral, Palazzo Reale, Teatro Massimo, Marionetmuseet (Museo delle Marionette), Det regionale kunstmuseum (Galleria Regionale) og Det regionale arkæologiske museum (Museo Archeologico Regionale).

Shopping i Palermo

Enhver storby med respekt for sig selv har et marked – og det har Palermo naturligvis også. Man bør slå vejen forbi byens farverige Vucciria marked, hvor man finder alt mellem himmel og jord. Det være sig alt lige fra solmodne grøntsager og frugt til friske fisk og kød til tøj, sko og tasker m.v..

Palermo byder på mange gode restaurantoplevelser og shoppingmuligheder. Det er ikke altid, at de største spise- og shoppingoplevelser ligger lige for. Ofte lønner det sig at lede lidt eller spørge de lokale, hvor de gode lokale restauranter ligger. Ofte ser de ikke ud af meget udefra, men køkkenerne gemmer på fantastiske smagsoplevelser. Couscous er en meget brugt ret og kan dateres tilbage til arabernes tid i byen/området. Er man lækkersulten, kan man med fordel prøve en af de smukt formede riskugler med kødsovs og ærter indeni. Disse lækkerbiskener kaldes for ”arancini” (små appelsiner grundet deres gyldne farve fra frituren) og de serveres lune. Den søde tand kan tilfredsstilles med en granita (knust is med sukker og citronsaft) eller de skønne ricottakager, som Sicilien er berømt for verden i hele verden.

Også når det gælder shopping, kan det betale sig at tjekke sidegaderne til hovedhandelsstrøgene ud. Via Libertà og Via Maqueda med deres mainstream modebutikker får modspil af de mindre og anderledes småbutikker i de mindre gader og stræder i byen.

Seværdigheder i Palermo

En af de mere oversete seværdigheder i Palermo – og måske også en smule makaber – er katakomberne ifm. Convento dei Cappuccini, hvor mange af Palermos indbyggere blev lagt til hvile i årene 1500 til 1920. Man stiger ned i en labyrint af underjordiske rum, hvor skeletter pryder væggene fra gulv til loft. Nogle er næsten helt mumificerede, mens andre er rene knogler iført resterne af den sidste rejses fine tøj. Et af ”højdepunkterne” nede i dybet er en livagtig lille pige, der i 1920 blev balsameret på så vellykket vis, at det ser ud som om hun kunne vågne op hvornår som helst. Katakomberne er en anderledes oplevelse af Palermos historiske arv, og når man endelig kommer op fra dybet og ud i dagens lys og friske luft, bliver byen og selve livet simpelthen bare et tak smukkere.

Et par populære afstikkere fra byen er den imponerende katedral i den nærliggende by Monreale, samt kystbyen Mondello ikke langt fra Palermo. Mondello lokker med en dejlig strand og om sommeren har byen et livligt natteliv og den er et hyggeligt opholdssted om dagen med restauranter – især stærke på fiskeretter – samt caféer.

Palermo lufthavn, Punta Raisi, ligger ca. en times kørsel vest for byen.

Skriv en kommentar