Rom er en af Europas ældste byer. Præcis hvor gammel den er, tør vist ingen sige. Det var oldtidens romere dog ikke i tvivl om, for de havde nøjagtigt år på byens grundlæggelse, og det er senere blevet omregnet til år 753 før vor tidsregning, men det tør vist hverken historikere eller arkæologer bekræfte eller afkræfte.

De første 500 år af Roms historie

De første ca. 500 år af Roms historie er ret dunkle. Man ved, at det har været kongerige, der strakte sig over et meget lille landområde. Den folkestamme – for i disse fjerne tider fandtes der ingen nationer, men kun stammer – der skabte byen Rom, havde først været bosat i en nærliggnede lokalitet ved navn Alba Longa, som nogle har identificeret med den nuværende by Albano ca. 25 km SØ for Rom, andre med nabobyen Castel Gandolfo. De flyttede dog snart til det sted, hvor vi finder Rom i dag, antagelig for derved at kunne udnytte Tiberen til at drive handelssamkvem med andre folkeslag uden den risiko for angreb fra fjender eller sørøvere, som en placering ved havets bred ville udsætte dem for. Det må i den forbindelse huskes, at på den tid og langt op i middelalderen spillede vandvejene en langt større rolle end landvejene for handelsforbindelserne.

Roms grundlæggelse

Der knytter sig mange legender til Roms grundlæggelse. En af dem fortæller, at det var prins Æneas fra Troia, der efter grækernes ødelæggelse af den lille asiatiske by ca. år 1000 før vor tidsregning flakkede om i Middelhavet og endte med at finde fodfæste ved Tiberens udmunding, men det er fri fantasi fra digteren Virgils side, pragtfuldt beskrevet i hans store heltekvad Æneiden, som blot skal omtales hér, fordi legenden har givet stof til adskillige antikke og nyere skulpturer.

En anden legende fortæller, at de nyfødte tvillinger Romulus og Remus var blevet sat ud i bjergene og dér blev ammet af en ulvinde, hvis mælk indgød dem så megen manddomskraft, at de som voksne formåede at grundlægge den by, som fik navn efter den længstlevende af dem; denne version berettes af Livius, der er en fremragende historiker fra Augustus’ tid, men med hensyn til forhistoriske forhold lige så upålidelig som vores egen Saxo og hans beslægtede historie om drengebarnet Skjold på det ubemandede skib. Men historien om ulvinden blev stående og afspejles gennem kunsten (især den antikke statue af ulvinden, som kan ses på Capitolinermuseet), og indtil for få år siden havde man en ulvinde gående i et bur på Capitolinerhøjen som symbol på den gamle legende, ligesom samem ulvinde den dag i dag figurerer som Roms bomærke i adskillige sammenhænge.

Etruskerne og andre folkefærd

Når alle legenderne er skrællet fra, står tilbage, at der for mindst 2500 år siden levede ét lille folkeslag nær Tiberens udmunding. Det var blot ét blandt flere på den italiske halvø. Beslægtede, især i sproglig henseende, var oskerne, der boede lidt sydligere, og umbrerne, der boede noget længere mod nord, og som har givet navn til landskabet Umbrien (Ombria) omkring Arzzo og perugia, stort set midtvejs mellem Rom og Firenze.

Nærmere kysten mellem Rom og Pisa boede etruskerne, et meget spændende folkefærd, der i de tidligste tider var de dominerende på halvøen, men som lidt efter lidt måtte vige for romernes krigsmagt. Man har fundet mange spor efter etruskerne, og der er ingen tvivl om, at de befandt sig på et overordentlig højt kulturelt stade, som man kan forvisse sig om ved at besøge etruskermuseet i Villa Guilia. Trods de mange fund ved man desværre meget lidt om denne ”urbefolkning”, især fordi det ikke er lykkedes at tyde deres sprog og dermed få fastslået et eventuelt sprogligt slægtskab med romerne.

Det synes, som om etruskerne og romerne i de tidligste tider har haft et godt naboskab, men måske har der blot været tale om en form for kold krig. Etruskerne boede på højre bred (vestsiden) af Tiberen, medens romerne holdt sig til den modsatte flodbred. Så vidt vides har naboskabet længe været så idyllisk, at Roms ledere – på det tidspunkt benævnt konger – simpelthen var etruskere, men det er vist aldrig blevet fastslået, om Rom ligefrem stod i et politisk afhængighedsforhold til disse etruskere.

Fra kongetiden er der kun bevaret ganske få arkæologiske minder. Et af de vigtigste er resterne af den bymur, som kong Servius Tullius lod bygge.

Republikken indføres i Rom

Efterhånden blev romerne dog trætte af deres konger, som synes at have regeret lidt for despotisk, og ca. år 500 f.v.t. vedtog man at afskaffe kongedømmet og uafhængigt af etruskerne at indføre den demokratiske styreform, som blev benævnt republikken, og hvor senatet – der svarede til vore dages folkevalgte forsamlinger, om end vælgerkorpset var betydelig mere begrænset – regerede staten gennem to konsuler (en slags mini-regering), valgt for et år ad gangen. Det var en meget populær styreform, som fik romerne til at se ned på fortidens kongedømme, og ordet for konge, rex, fik en så odiøs klang i romernes øren, at det nærmest blev ensbetydende med ”voldsherre”.

Men eneherskere havde man intet imod, når der var brug for den slags, og hvis statens sikkerhed var i fare, udnævnte man en diktator (og det var bestemt ikke et skældsord!) for et halvt år til at sætte skik på udenrigspolitikken. Indenrigspolitisk fik småfolk større og større indflydelse gennem deres ”almuetribuner” der talte det brede folks sag over for de senatorer, der alene var valgt af de højere kredse. Slaver havde intet at skulle have sagt; det var i vid udstrækning krigsfanger, der uanset sprog, race og afstamning tilhørte underklassen og blot var tjenende ånder for de store.

Det er dette stærkt klassedelte samfund, der skabte en af de mest fremtrædende stormagter, Europa har kendt. I øverste klasse stod patricierne, som ene var stemmeberettigede til senatet, i midterklassen stod plebejerne (ordet er dannet af plebs, der i oldtiden blot betegnede det brede folk uden undertoner af manglende kultur eller opdragelse), og lavest i samfundet stod slaverne, servi, de, der blot skulle tjene andre, og som kunne købes eller sælges eller frigives, så at de blev fuldgyldige borgere.

Rom erobrer middelhavet

Det var dette republikanske klassedelte rige, der lidt efter lidt dominerede, først i Italien, og efterhånden i hele Middelhavsområdet. Gradvis erobrede romerne halvøen, hvor det ene folkeslag efter det andet måtte strække våben over for romernes overmagt – ikke blot de beslægtede oskere og umbrere, men også adskillige andre, der havde anlagt kolonier på Italiens kyst, således grækerne, der bl.a. havde en betydelig koloni ved navn Neapolis (der betyder ”den nye by”), det nuværende Napoli.

Problemet var, hvem der skulle dominere Middelhavet, for som sagt var det vandvejene, der var af størst betydning. Grækerne havde for længst ”sat sig” på det østlige Middelhav inkl. Lilleasien, men i den vestlige del af dette hav var det carthagenienserne, der dominerede. Deres hovedsæde var Carthago (nær vore dages Tunis), men de havde stærke forposter, bl.a. i Spanien og på Sardinien. Denne strid om herredømmet i det vestlige Middelhav førte til det, som historien kalder de puniske krige, krigene mellem Rom og carthageniensene, som også kaldtes punerne, en betegnelse, der stammer fra, at de oprindelig kom fra Føniken (stort set nutidens Libanon). Efter tre hårde krige, hvor punerne var på nippet til under ledelse af den navnkundige Hannibal at erobre Rom, gik romerne sejrrige ud af kampen, og de var da de ubestridte herrer over hele det vestlige Middelhavn.

Rom skaber et verdensrige

Den tredje puniske krig sluttede i 146 før vor tidsregning, og dermed indledtes det romerske verdensrige, som kom til at dominere hele den civiliserede verden i over 600 år. Da først hele halvøen, ”støvlen”, var romersk, begyndte de videre erobringer, hvoraf Cæsars indtagelse af Gallien (Frankrig og Belgien) og store dele af Schweiz er den berømteste; det lykkedes endog Cæsar at overskride både Rhinen og Den engelske kanal og dermed gøre sig til herre over store dele af det nuværende Tyskland og England.

Cæsar var en meget betydelig feltherre og en meget betydelig statsmand, som i nyere tid vel kun har sin ligemand i Napoleon. Men Cæsar havde også sine fjender, og skønt ubesejret udadtil blev han myrdet af stedsønnen brutus m.fl. på trappen til senatet den 15. Marts 44 før vor tidsregning.

Borgerkrig i Rom

Derpå fulgte en lang og udmarvende borgerkrig, som stik mod mordernes hensigt førte til republikkens fald og indførelse af kejserdømmet med Augustus som den første kejser. (Navnet kejser er det samme som Cæsar. Det var et af de navne, den nye statsleder antog sammen med tilnavnet Augustus, ”den ophøjede”, idet hans oprindelige navn var Octavius.) Det var under ham, Jesus blev født i Palæstina, et af de græskejede lande, som romerne havde erobret, og det var under ham, kulturen i Rom nåede sit højdepunkt.

Romersk kultur

Romersk kultur danner grundlaget for alt, hvad vi i dag forstår ved europæisk kultur. Romernes sprog, latin, er det direkte grundlag for næsten alle de væsentligste sprog i Sydeuropa: italiensk, fransk, spansk og portugisisk, ja endog rumænsk (og en række andre sprog, der dog ikke i almindelighed har national status). Romernes tankesæt, deres litteratur og deres filosofi, som de ganske vist hovedsagelig havde overtaget fra grækerne, kom til at præge europæisk tænkning og åndsliv igennem hele middelalderen og ha i vor tid langt større betydning, end de fleste gør sig klart. Og deres kunst – især billedhuggerkunsten – blev ligeledes normgivende for europæisk kunst, først og fremmest i renæssancen (15.-16. årh.), hvor man ”genopdagede” antikkens kunstneriske idealer, men også i klassicismens tid (17.-18. årh.) for slet ikke at tale om nyklassicismen (18.-19. årh.), hvor man ikke kan lade være med at spørge sig selv om, hvad Canova eller vores egen Thorvaldsen vel ville have været uden de antikke forbilleder.

Kristendommens betydning for det antikke Rom

Når det antikke Rom fik så stor en betydning for eftertiden, hænger det dog ikke mindst sammen med kristendommen. Denne nye religion, der var opstået af jødedommen, skulle med Jesus-ordet udbredes til hele den civiliserede verden: ”Gå ud og før alle folkeslag til mine disciple, idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Den hellige Ånds navn.” Og når Rom var verdensrigets hovedstad, var det også Rom, der først skulle vindes. I første omgang gik Rom tabt, for kristendommens tidligste forkæmpere, Peter og Paul, blev begge henrettet.

Det skyldtes ikke, at romerne i 1. årh. var specielt optaget af deres egne guder med Jupiter i spidsen, for de havde aldrig været bange for at indføre nye former for gudsdyrkelse, og så tidligt som i 3. årh. f.Kr. indførte de Lilleasiens Kybele. Omtrent samtidig med kristendommen kom den ægyptiske Isis-dyrkelse til Rom og blev meget udbredt i kejsertiden. Men romerne så en politisk trussel i kristendommen, og derfor måtte den nedkæmpes. Det hang muligvis sammen med, at den jødiske koloni i Rom i forvejen var så talrig, at nogle følte den som en trussel mod statens sikkerhed, og de første kristne var jo faktisk jøder.

Kejser Constantin giver religionsfrihed

I over 200 år dyrkede de kristne i bogstaveligste forstand deres religion under jorden. Deres sammenkomster var hemmelige og ofte henlagt til de steder, hvor deres begravelser – helt officielt og åbent – fandt sted,dvs. det, vi i dag kalder katakomberne. Også deres mission måtte foregå i al gedulgthed. Først i 313, altså ca. 250 år efter, at de første kristne var kommet til Rom, måtte kejser Constantin erkende, at det var umuligt at holde de kristne nede, hvorefter han gav fuld religionsfrihed for hele romerriget. Selv forblev han hedning, og påstanden om, at han gjorde kristendommen til statsreligion, er en skrøne. Først kejser Theodosius antog i slutningen af 4. årh. den kristne tro, men samtidig var det faktisk også sket med romerrigets politiske betydning.

Romerrigets politiske undergang

Det er vel netop kejser Constantins regeringstid, der markerer toppunktet af romerrigets storhed, men de næste 150 år betød rigets definitive undergang, ganske vist kun i politisk forstand, for åndeligt og kulturelt lever det tusindårige romerrige i dag så kraftigt som nogensinde. Dette hænger – både direkte og indirekte – i vid udstrækning sammen med kristendommens udbredelse, så man må vel nærmest sige, at det er lidt af en skæbnens ironi, at kristendommens indførelse i Rom kom til at falde sammen med rigets definitive nedgang. For det er netop et sammenfald, der er tale om, et ganske tilfældigt sammentræf, for det er to andre faktorer, der har været udslaggivende for denne historiske omvæltning.

Folkevandringernes indflydelse på Roms historie

Den første, og den, som historikerne plejer at fremføre som den væsentligste, er det, der hedder folkevandringerne. Folkeslag fra Asien var – som det er set både før og senere – draget på landvinding i Europa, og det navnkundigste af disse folkevandringsfolk var hunnerne under ledelse af Attila. De kunne naturligvis ikke i sig selv være en trussel mod det velkonsoliderede og velorganiserede romerrige, men de satte en lavine af folkevandringer og folkeflytninger i skred, hvis konsekvenser man kun helt fatter, når man ved, at romerriget var datidens eneste stat i moderne forstand, medens alle andre samfund var af stammemæssig karakter

Hunnerne fordrev folkeslag, som søgte bosættelse andre steder, hvor de da fordrev andre stammer, og det medførte bl.a., at flere germanske stammer, bosat i det nuværende Tyskland, satte over Rhinen og Alperne og slog sig ned i det nuværende Frankrig (der tilmed har navn efter et af disse folkeslag, frankerne) og Norditalien, hvis centrale område, Lombardiet er opkaldt efter de langskæggede germanere, longobarderne. Øst- og vestgotere fra Østersøens bredder drog tilsvarende på ”landnamsfærd”.

Epidemier flytter Rom til Byzans

Alt dette var en meget alvorlig trussel mod den romerske statsdannelse, men ikke automatisk mod byen Rom. Alligevel blev denne by et trist offer for tidens udvikling, men af helt andre grunde. Nok var byen fremragende beliggende handelsmæssigt set ved Tiberens udmunding, men et floddelta som dette rummer også farer, og i 4. årh. opstod der hidtil ukendte epidemier – malaria eller sumpfeber – som gjorde Rom til noget nær en ubeboelig by. Fra 1½ million indbyggere på kejser Constantins tid nåede den ned på 30 – 40.000 indbyggere godt hundrede år senere. Statsledelsen flyttede til Byzans (vore dages Istanbul), som fik navn efter kejsere, som foretog flytningen, Konstantinopel (ordet Constantins by), og kirkeledelsen flyttede til Ravenna ved Adriaterhavskysten. Herfra opretholdt man forbindelsen med Rom gennem Umbrien ad den såkaldte pavekorridor, som også spiller en enorm rolle for dannelsen af de italienske dialekter, men Rom var færdig som verdenshovedstad, og trods sin stadig fremtrædende position på det internationale politiske firmament har oldtidens storstad aldrig genvundet sin position fra for to tusind år siden.

Paverne vender tilbage til Rom

Da der atter var faldet ro over Europa, da folkevandringsfolkene var blevet fastboende eller var forsvundet, og da epidemierne omkring Tiberens udmunding var bragt under kontrol, vendte paverne tilbage til Rom, og byen blev nu verdens åndelige hovedstad uden længere at gøre krav på at være dens politiske hovedsæde. Middelalderen igennem stod derpå kampen mellem den åndelige magt (pavestolen i Rom) og den politiske magt, det tysk-romerske rige, som blev grundlagt af Karl den Store i år 800, da paven kronede ham til kejser i den daværende Peterskirke. Denne kamp er af enorm betydning for Europas historie, men kun i ringe grad for Roms. For Rom var og forblev pavens by, og oprør mod pavevældet – først i 14. årh., da paverne blev forvist til Avignon i Sydfrankrig i knap 70 år, derpå i 16. årh., hvor de forskellige former for protestantisme var en meget alvorlig trussel mod pavedømmet – fik nok en stor betydning for pavens indflydelse i Europa som helhed men kun en ubetydelig indflydelse på hans magt i selve byen Rom.

Igennem århundreder blev Rom dermed pavernes by, og da man i middelalderen skabte de selvstændige bysamfund, kaldet kommuner, blev Rom simpelthen pavestyres kommune. Derved opstod der en helt speciel status for denne by, for paven var foruden at være åndeligt overhoved også en betydelig politisk-økonomisk magtfaktor, som med sine enorme ressourcer kunne trække de ypperste kunstnere til sig. Rafael og Michelángelo er blot to af de mest fremtrædende navne blandt de store kunstnere, der nød pavens bevågenhed og dermed fik mulighed for uden økonomiske problemer at fuldfør det mesterværker, vi i dag betragter som nogle af de mest perfekte, man har set indtil dato.

Rom siden det 16 århundrede

Siden det 16. årh. er pavens og romerkirkens magt gået alvorligt tilbage. Den renæssance – fornyelse af oldtidens kunstneriske idealer – som Vatikanet iværksatte med indiskutabelt held, var blevet til en ny storhedstid for Rom, og de følgende århundreders kunstneriske udfoldelse og specielt barokken holdt denne romerske dominans i hævd, men derefter gik det jævnt hen tilbage på det kunstneriske plan. Rationalismen flyttede åndsmagten til Frankrig, og romantikken domineredes af Tyskland; italienske kunstnere blev i højere grad knyttet til provinsen, f.eks. Venezia, og den politiske magt lå ligeledes i højere grad i Norditalien (Milano og Torino).
Da begrebet ”nationalstat” opstod i kølvandet på Napoleons sidste erobrings-krampetrækninger, fremstod der også en italiensk nationalisme, der – i stil med de forskellige former for nationalisme i resten af Europa – var nært knyttet til sproget. Italien var det land, hvor man talte italiensk, og trods de væsentlige forskelle mellem Norditalien (Podalen) og Central- og Syditalien (Støvlen) opstod der i første halvdel af 19. årh. et udtalt behov for dannelsen af en nationalstat på sproglig-kulturel basis. Det italienske rige opstod dermed, om end ikke uden sværdslag – i 1860 med den hidtidige konge af Sardinien, Victor Emanuel d. 2., som statschef.

Først ti år senere kom Rom med i denne nationalstat, hvilket kan forekomme temmelig absurd i betragtning af byens historiske rolle som samlende punkt for hele det italienske landområde. Denne tilsyneladende selvmodsigelse skyldes dog pavemagtens angst for at tabe politisk terræn. Resultatet blev da også, at Vatikanet måtte opgive sin politiske magtstatus, da Rom i 1870 blev indlemmet i det ti år gamle italienske kongerige, og i sin iver efter at ville herske over byen Rom blev Vatikanet i stedet en behersket del af denne by. Med indlemmelsen blev Rom samtidig Italiens hovedstad.

Vatikanet bliver selvstændig stat

Denne politiske dominans over det religiøse fik dog kun lov til at var i knap 60 år, hvor paverne følte sig som en slags gidsler for det italienske kongedømmes politiske magtudfoldelse og erklærede sig som fanger inden for Vatikan-området. Situationen blev i det lange løb uholdbar, og den udmøntedes da også i 1929 i det, der heder Lateran-aftalen, hvorefter Vatikanet blev en selvstændig stat, som ingen politiske krav længere kunne gøre på resten af Italien. Man var dermed vendt tilbage til det gamle bystats- eller kommune-princip med indre selvstyre, men i aftalen indgik tillige det såkaldte Concordat, hvorefter Italien bl.a. måtte gøre den indrømmelse, at Rom var en ”hellig by”, hvor alt, hvad der var i modstrid med katolicismens idealer, var forbudt.

I et halvt århundrede var Rom derefter forbudenes by, hvor Vatikanets moralprincipper bestemte alles, også ikke-katolikkers, privatliv fra familiestrukturen til forlystelserne.

Concordatet modficeres

Efterhånden blev denne situation – og dens udbredelse til store dele af det øvrige Italien – italienerne et nummer for broget. Den nære tilknytning til de øvrige europæiske lande – først gennem Europarådet, derpå gennem de forskellige EF-organisationer – gjorde, at Italien efterhånden følte sig som en efternøler, hvor skilsmisse var forbudt (med mindre man var så velhavende, at man kunne få den gennemført i Schweiz), hvor abort var forbudt, fordi det var en dødssynd, og hvor prævention ikke fandtes. På et tidspunkt, hvor alle andre europæiske lande liberaliserede deres lovgivning på de nævnte områder, ville Italien risikere at stå som et tilbagestående land, der var mere ”middelalderligt” end Frankrig og Spanien. Derfor skred man i 1984 til en justering af Concordatet, hvorved italiensk lovgivning ved Vaticanets samtykke blev bragt nogenlunde på linie med den øvrige europæiske, ikke mindst ved indførelsen af total religionsfrihed, og Roms status som ”hellig by” er blevet meget stærkt reduceret. En objektiv vurdering må erkende, at Concordatet af 1929 var til Vaticanets og dets synspunkters store fordel, og at revisionen af 1984 har svækket den katolske kirkes indflydelse på den italienske hverdag i en sådan grad, at det samlede regnestykke må siges at gå nogenlunde lige op.

Rom bliver en moderne by

Det betyder, at Rom i dag i sin livsstil fremtræder som en moderne by på linie med Paris og London. Vatikanets reducerede indflydelse på dagligdagen har skabt en mere afslappet atmosfære, og når denne endnu ikke har haft til følge, at Rom kan fremvise kvarterer á la Montmartre, Soho eller St. Pauli, kan det vist kun indirekte lægges pavemagten til last. For Rom har sit eget ansigt, som Hamburg og Paris har deres.

Og det er dette ansigt, man møder i dag på godt og ondt. Ikke det bornerte, vatican-inspirerede ansigt fra for ti eller tyve år siden, hvor kvinden var mandens (og kirkens) undergivne, men heller ikke det nordeuropæiske afslappede ansigt, hvor princippet (næsten) er, at alt er tilladt. En afslappet holdning til tilværelsen, hvor den personlige og ikke den påtvungne samvittighed er sat i højsædet, men hvor der dog stadig er noget, der hedder samvittighed.

Dermed skal man dog ikke tro, at den katolske kirke har mistet sit greb i den romerske befolkning. Tværtimod er der næppe noget sted i verden, hvor kirken har så stor betydning for individet som i Rom. Man behøver blot at gå ind i en kirke en søndag formiddag og overvære den talstærke menigheds helhjertede deltagelse i de religiøse handlinger for at blive overbevist om det. Selvfølgelig er det svært at sige, i hvor vid udstrækning der er tale om ”vane-kristendom”, men menighedens reaktioner virker umiddelbart overordentlig dybfølte, mere end i de fleste andre katolske lande.

Alt er Rom

Da Rom i 1870 blev hovedstad, var det ikke nogen stor by, men i dag ligger indbyggertallet på ca. 3 millioner, hvilket dog skal sættes i relation til den kendsgerning, at byen (kommunen) strækker sig over godt 1500 km2, det vil sige 18 gange så stort et område som København-Frederiksberg eller lidt mere end Lolland. Det er Italiens største by i udstrækning, hvilket vil sige, at der ikke som i de fleste andre europæiske storbyer er utallige forstadskommuner. Alt er Rom, og alle er romere. Byen som sådan lever mest af handel (og turisme), men der er også megen industri i de ydre kvarterer, men intet i sammenligning med Italiens konkurrerende storby Milano.

Trods sin relativt nyskabte status som europæisk nationalstat er Italien et meget europæisk orienteret land og en af de stærkeste forkæmpere for en europæisk samling i EU-regi. Det kan opfattes på mange måder, men den venligste – og måske mest korrekte – fortolkning er vel, at italinerne er uhyre kontaktsøgende og alt andet end ”sig selv nok”. Det skal vi andre opfatte som en fremstrakt hånd til samarbejde, men samtidig melder spørgsmålet sig helt naturligt, hvad vi kan byde Italien, og hvad Italien kan byde os, også når vi ser bort fra eksportmarkedet.

At Italien har meget at byde nordboer på, fremgår helt klart af de enorme tal på de turister, der hvert år rejser til Italien. Men én ting er Italien, og en anden ting er Rom. Og hvad er det så, der trækker folk fra Nordeuropa til Rom?