Venedig lancerer turistskat
Nyheder

Venedig lancerer turistskat

Udgivet d. 24. august 2011 | 0 kommentarer

I dag indfører Venedig en turistskat, der bliver lagt oven i hotelregningen for alle, der overnatter i byen. Flere og flere rejsemål er begyndt at indføre de såkaldte turistskatter.

Skatten gælder også for oplandet Mestre på fastlandet, så man slipper altså ikke ved bare at forlade lagunen. Turistskatten i Venedig løber op i cirka 75 kroner for et dobbeltværelse.

Myndighederne i Venedig har produceret en folder, der på pædagogisk vis forklarer gæster, at skatten er med til at sikre Venedig i fremtiden. Du får endda udleveret et klistermærke, så du stolt kan fremvise dit medsponsorat af byen, hvis du skulle have lyst til det.

Skatten skal efter sigende være med til at sikre Venedigs kulturelle og arkitektonisk arv, men i følge lovgivningen kan indtægterne fra skatten også indgå i det almindelige offentlige budget, hvilket har fået nogle til at mistænke skatten for at være et forsøg på at dække en del af de voldsomme underskud, der kendetegner de offentlige finanser i Italien.

Venedig – og andre rejsemål i særklasse – har dog en fordel, da de bedre kan overbevise besøgende om vigtigheden af bevaring og vedligehold. Turister slider reelt hårdt på Venedig, og hvis ikke der gøres noget, er byen på længere sigt truet af både naturlige problemer og problemer forstærket af de store menneskemængder, der besøger og bevæger sig rundt i byen.

Under alle omstændigheder er turistskatter et fænomen, der i de senere år har bredt sig til mange berømte rejsemål, måske i takt med at krisen har gjort det sværere for myndigheder at få tingene til at hænge sammen. New York har indført turistskat, det har Vancouver også, og Maldiverne og Delhi.

Turistskatter er populære blandt politikere, fordi turister jo ikke kan stemme. Så politikerne kan indføre skatterne uden at blive straffede for det ved næste valg. Turist- og rejsebranchen advarer dog om, at skatterne kan medføre irritation og på længere sigt mindre lyst til at rejse hos udenlandske besøgende.

Turister i Danmark betaler også en “turistskat”. Overnatninger er nemlig – som de fleste andre ting i Danmark – belagt med moms på 25 procent (verdens højeste). Det vil sige, at en turist i Danmark nemt kommer til at betale et par hundreder per overnatning eller mere i skat direkte til den danske stat. I den sammenhæng virker turistskatten i Venedig harmløs. På et typisk hotel giver den nemlig kun en stigning på cirka 4 procent i forhold til grundprisen, og det er jo slet ikke i nærheden af den danske prisstigning på 25 procent.

Skriv en kommentar