Vesuv, som på italiensk hedder Vesuvius, er en aktiv vulkan 5 km øst for Napoli med en højde på 1281 m. Vesuv er en sammensat vulkan opbygget gennem en lang række udbrud, hvoraf tre har været særdeles voldsomme. Vulkanen Monte Somma, som omslutter Vesuv mod nord, stammer fra et tidligere vulkanudbrud dannet for 17.000 år siden.

Den ældste vulkanske bjergart under Monte Somma er dateret til 300.000 år for nu og stammer sandsynligvis fra den ældste Somma, nemlig Ur-Somma. Aktivitet i vulkankomplekset Somma-Vesuv skyldes pladetektoniske bevægelser i den centrale del af Middelhavet. Middelhavet består af mikroplader, som bevæger sig i forhold til hinanden. Tyrrhenerpladen (under Det Tyrrhenske Hav) presses mod øst, medens mikropladen Adria (under Adriaterhavet) bevæger sig mod vest, men synker ned under Tyrrhenerpladen. Derved opstår der jordskælv, som med mellemrum rammer Italien. Det gik bl.a. ud over Assisi for nogle få år siden. Frigjort vanddamp fra den nedglidende Adriaplade bevirker en delvis opsmeltning af den overglidende plade. To udbrud i 5.960 f.Kr. og 3.580 f.Kr. i Ur-Somma og Somma regnes blandt de største vulkanudbrud i Europa. Efter det store udbrud i 79 har Vesuv opbygget en ny stratovulkan gennem ca. 60 udbrud, senest i 1944.

Udbruddet i 79 i Pompeji, Vesuv, Herculanum m.fl.

Nyere udgravninger i de begravede byer Herculanum og Pompeji har, sammen med Plinius den yngres beskrivelse af udbruddet set fra Misenum på den anden side af Napolibugten, givet mulighed for en detaljeret rekonstruktion af udbruddet. I 62 f.Kr. var området blevet ramt af et kraftigt jordskælv, som anrettede stor skade på bl.a. Pompeji. Dette jordskælv kan have medvirket til en fornyelse af den vulkanske aktivitet efter en lang pause.

Lige over middag 24. august i år 79 rejste der sig en 32 km høj askesky. Denne fase varede 12 timer og dækkede Pompeji med ca. 2 m grov pimpstensaske, som fik de fleste hustage i byen til at kollapse. Mange af de 22.000 beboere var på dette tidspunkt flygtet ud af byen. Pga. en nordvestlig vind var Herculanum endnu ikke berørt nævneværdigt af askefaldet, men omkring midnat ændrede udbruddet karakter, idet askesøjlen over krateret kollapsede, givetvis i forbindelse med sammenstyrtning af vulkanbygningen. Fire glødende askelaviner rullede ned ad vulkanens flanker med over 100 km/t og en temperatur pa 200-300 °C. Den første askestrøm dræbte de fleste af Herculaneums indbyggere, hvoraf mange havde søgt tilflugt i husene langs kysten. Kl. 6.30 var Herculanum med den anden og største askelavine helt dækket af 23 m fin pimpstensaske. Fire timer senere ramte en tredje askelavine Pompeji og dræbte ca. 2000 mennesker, som havde søgt tilbage til byen. Den sidste og voldsomste askelavine nåede kl. ca. 8 helt frem til Stabiae 10 km sydøst for Vesuv og har her givetvis medvirket til Plinius den ældres død. Trykbølgen fra denne lavine nåede muligvis helt til Misenum 30 km borte. I alt blev 4 km3 aske slynget ud af vulkanen under udbruddet, der varede 19 timer.

Plinius den ældre

Hans rigtige navn er Gaus Plinius Secundus, og han levede i perioden 23-79 e.Kr. Plinius en ældre var en romersk videnskabsmand og forfatter, morbror til Plinius den yngre.

Han var født i en ridderfamilie i den norditalienske by Como og han kom tidligt til Rom, hvor han fik en retorisk og militær uddannelse. Efter krigstjeneste i Germanien bestred han administrative opgaver i flere provinser, inden han ca. 70 udnævntes til kommandant over flåden i Misenum nordvest for Napoli. Plinius havde en umættelig trang til at indsamle viden om snart sagt alt og skrev 102 bind faglitteratur om militærtekniske, historiske, naturhistoriske og sproglige emner, kun hans naturhistoriske encyklopædi i 37 bind “Naturalis historia”, er bevaret. Den er “et omfattende, lærd værk og lige så afvekslende som selve naturen”, skriver hans nevø Plinius den yngre i et brev, der og-så indgående skildrer morbroderens hæsblæsende arbejdstempo og utrolige flid.

I forordet til Naturalis historia (som er dediceret til den senere kejser Titus) nævner Plinius, at hans værk bygger på læsningen af 2000 bogruller, og at hans mål er at give et samlet billede af Universet, Jorden, mennesket, dyrene, planterne og mineralerne med stadigt henblik pa den praktiske anvendelse. Trods en til tider ukritisk bearbejdelse af forlæggene er Naturalis historia en uvurderlig kilde til antik naturvidenskab, og der bringes utallige andre oplysninger om den græsk-romerske oldtid. Ved Vesuvs udbrud 24. august i år 79 døde Plinius under udforskningen af naturfænomenet, formentlig kvalt af giftgasser fra eruptionen.

H.C. Andersen skrev om sit besøg ved Vesuv

“Et helt døgn blev vi her og kom til Neapel, just som Vesuv var i fuld virksomhed, som lange ildrødder fra røgpinien flød lavaen ned om det mørke bjerg. Med Hertz og et par andre nordboer besøgte jeg eruptionen. Vejen op går igennem vinhaver og udenom ensomme bygninger og snart svandt vegetationen ind i sivagtige vækster. Aftenen var så uendelig smuk, henrivende at se.

Fra Eremithytten gik det til fods op ad bjerget i dyb aske, jeg var i et lyksaligt humør, sang højt en af Weyses melodier og var den første, der nåede øverst op. Månen stod pludselig lige over krateret, hvorfra steg en kulsort røg, gloende stene kastedes i h0jden og faldt næsten lodret tilbage igen og bjerget rystede under os. Ved hver eruption blev månen skjult af røg, og da det var den mørke nat, så vi måtte stå stille og holde os ved de store lavablokke. Efterhånden mærkede vi varmen, som kom op under os. Den nye lavastrøm brød hen af bjerget ud mod havet. Derhen ville vi, og for at kunne det måtte vi gå over en nylig størknet lavastrøm og kun den øverste skorpe af den var ved luften hærdet. Vi trådte, med føreren foran os ud på denne flade, som varmede os igennem støvlesåIerne og var skorpen bristet, da var vi sunkne ned i et ilddynd. Lydløse skred vi frem og nåede de henslængte lavablokke,  hvor vi traf en mængde fremmede, og med dem så over den frembrydende, nedadvæltende, grødede ildstrom. Svovldampen var meget stærk. Heden under vore fødder næppe til at udholde og kun få minutter holdt vi ud at blive her, men skuet i disse var ligesom brændt os for alle tider ind i tanken. Rundt om så vi ildsvælg, det susede fra krateret som når en mægtig skare fugle flyver op fra en skov”. “Den smukkeste Eruption af Vesuv, jeg saae.”

Napoli, Italien 2. marts 1834

“Keglen selv kunde vi ikke bestige, da de gloende stene bestandigt regnede ned over den. Omtrent en time havde vi brugt til den korte, men tunge vandring opad askekedelen til det sted, hvor vi stod. Nedfarten varede næppe ti minutter. Vi fløj af sted og måtte bestandig sætte hælene imod for ikke at styrte på ansigtet”.

Læ mere om vulkanen Vesuv på wikipedia

Se et kort over Pompeji på Google maps